
Elevperspektiver på undervisning
Hvordan oplever eleverne undervisningen på erhvervsuddannelserne – og hvad drømmer de om?
Denne delanalyse giver et indblik i erhvervsskoleelevers egne stemmer, deres erfaringer og ønsker til undervisningen. Undersøgelsen er en del af det større forskningsprojekt ’Den kompetente faglærerpraksis’, som undersøger, hvilke kompetencer lærere på erhvervsuddannelser har brug for, for at kunne løfte deres opgave bedst muligt.
Overordnet set peger eleverne på, at det er vigtigt at:
- Lærerne er dygtige til det didaktiske, som at tilrettelægge og differentiere undervisningen
- Lærerne kan skabe gode relationer til eleverne
- Undervisningen opleves som relevant og praksisnær
- De fysiske rammer på skolen er tidssvarende og moderne og stemmer overens med den virkelighed, de møder på lærepladserne
- Der er en klar sammenhæng og tydelig kommunikation mellem skole og oplæring
Analysen bygger på fire idégenererende workshops med store elevgrupper fra tre forskellige hovedområder og mange forskellige uddannelser.
Workshopsene er inspireret af metoden fremtidsværksted, hvor eleverne reflekterer over deres nuværende undervisning og formulerer konkrete drømme og forslag til forbedringer.
Projektet er gennemført i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU) i et samarbejde mellem Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE), Københavns Professionshøjskole og Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet.