
Ny rapport: Hvordan skabes det gode oplæringsmiljø?
De danske erhvervsuddannelser har generelt et stort frafald, og en stor del af uddannelserne har svært ved at rekruttere elever. Derfor er det relevant at sætte fokus på, hvordan uddannelsernes attraktivitet og kvalitet kan øges.
På de fleste erhvervsuddannelser udgør oplæringen på en læreplads omkring 2/3 af uddannelsen. Oplæringen er dermed en helt central del af det samlede uddannelsesforløb for erhvervsuddannelseselever.
Denne forskningsrapport – lavet i regi af CEVEU – har sat fokus på, hvad der kan bidrage til et godt oplæringsmiljø, og derigennem er der skabt viden om, hvordan endnu flere elever og lærlinge kan få gode oplæringsforløb på deres lærepladser fremover.
Rapporten beskriver resultaterne af en forskningsundersøgelse af oplæringsmiljøer på lærepladser. På baggrund af undersøgelsen belyser rapporten, hvordan lærepladser kan skabe oplæringsmiljøer, hvor lærlinge trives, og hvor alle har lige adgang til læring. Dette med henblik på at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne i Danmark og bidrage til, at flere elever gennemfører deres uddannelse og bliver dygtige faglærte.
Undersøgelsens resultater
Undersøgelsen viser overordnet, at virksomhederne kan gøre meget ved deres oplæringsmiljø, så de ikke kun er arbejdspladser, men også er lærepladser. Lærepladserne sætter ikke altid ord på det, de gør for at skabe et godt oplæringsmiljø. Derfor bidrager denne rapport også til at beskrive deres praksis. Dermed danner rapporten udgangspunkt for at udbrede viden om, hvordan det gode oplæringsmiljø kan skabes med lige adgang for alle lærlinge. På tværs af lærepladserne skabes det gode oplæringsmiljø især ved, at lærepladserne fokuserer på tre områder. Det drejer sig om, at lærepladserne:
- Organiserer oplæringsforløb ved at planlægge, hvem der har ansvaret for lærlingens læringsprogression på lærepladsen samt for koblingen til skolen
- Bruger forskellige former for oplæring i hverdagen til at understøtte lærlingenes læring
- Bruger relationer og fællesskaber til at inkludere lærlingene i det sociale og faglige miljø på lærepladsen
Under disse tre hovedoverskrifter indeholder rapporten en lang række analyser, der giver indsigt i skabelsen af det gode læringsmiljø.
Undersøgelsen er baseret på interviews med lærlinge, oplæringsansvarlige og ledere på tekniske og merkantile lærepladser. Projektet er gennemført i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU) på Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE), Københavns Professionshøjskole.