Forskningsprojekt om oplæring i udlandet
Forskningsprojektet skal undersøge, hvordan oplæring i udlandet bliver et meningsfuldt bidrag til kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Projektet er i regi af CEVEU og gennemføres af Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole.
Erhvervsuddannelserne står i dag over for udfordringer med lavt optag, højt frafald og behov for at styrke kvaliteten. For at styrke uddannelserne indgik regeringen og en lang række partier i maj 2025 en aftale, hvor et centralt initiativ er at give flere elever og lærlinge mulighed for at tage dele af deres uddannelse i udlandet. Dette skal styrke både faglige og personlige kompetencer i et internationalt perspektiv.
I dag benytter kun få erhvervsuddannelseselever sig af udlandsophold sammenlignet med studerende i det videregående uddannelsessystem, selvom programmer som Erasmus+, DK-USA og OPU-ordningen har til formål at understøtte erhvervsuddannelseselevers udlandsophold. Regeringens ambition er at femdoble antallet af elever og lærlinge i udlandet frem mod 2035.
Der mangler dog viden om, hvad elever/lærlinge, virksomheder og skoler får ud af disse ophold, og hvordan de kan bidrage til kvaliteten i erhvervsuddannelserne. Dette projekt undersøger derfor, hvad elever og lærlinge oplever at få ud af deres oplæring i udlandet, hvilken motivation der driver dem samt hvad virksomheder og skoler oplever at få ud af at sende elever og lærlinge afsted. Derudover undersøges hvordan rammer som opholdets længde, økonomi, forberedelse og opfølgning påvirker udbyttet.
Formålet med projektet er at bidrage til, at oplæring i udlandet bliver et relevant og udbytterigt element i erhvervsuddannelserne ved at bidrage med viden om, hvordan oplæring i udlandet tilrettelægges, gennemføres og evalueres, og dermed understøtter skolers, sekretariaters og virksomheders arbejde med oplæring i udlandet.
Projektdesign
Projektet er designet som et casestudie, hvor vi undersøger forskellige måder at tilrettelægge oplæring i udlandet på. Vi betragter disse måder som forskellige modeller for organisering, forstået som karakteristiske tilgange til, hvem der har ansvaret, hvordan opholdene struktureres, og hvordan de integreres i uddannelsesforløbet. Hver model udgør en case, der repræsenterer en konkret måde at organisere oplæring i udlandet på. Casen gør det muligt at indkredse aktørernes roller, de organisatoriske rammer i praksis samt elevers, lærlinges, virksomheders og skolers erfaringer og oplevede udbytte.
Projektet gennemføres med følgende faser:
- Forundersøgelse: Projektet omhandler et relativt uudforsket forskningsområde, hvorfor projektet indledes med en forundersøgelsesfase. Formålet er at skabe et udgangspunkt for det videre arbejde både teoretisk og metodisk.
- Casestudie: I denne del af projektet gennemfører vi casestudierne med henblik på at undersøge, hvilken betydning forskellige måder at tilrettelægge og organisere oplæring i udlandet har for elevers og lærlinges oplevelser og udbytte af opholdet samt virksomheders og skolers udbytte. Til hver case udfører vi kvalitative individuelle interview med de forskellige typer aktører (elever/lærlinge, internationale koordinatorer/konsulenter, virksomheder mf.)
- Anbefalingsworkshop: I denne del af projektet afholder vi en workshop, hvor vi bringer de centrale indsigter fra den tværgående analyse i spil med en sparringsgruppe, som løbende giver sparring på projektet, og andre fra sektoren. Målet er dels at udvikle konkrete anbefalinger til, hvordan oplæring i udlandet kan styrkes med det formål at understøtte elevers og lærlinges læring samt skolers og virksomheders udbytte, dels at skabe ideer til hvordan viden fra projektet bedst præsenteres for sektoren.
- Opsamling og afrapportering: I denne afsluttende fase sammenfatter vi indsigterne og analyserne i en rapport, en forskningsartikel og et anbefalingsdokument.
Projektet igangsættes i efteråret 2025 og forventes afsluttet ved udgangen af 2026.