Praksisfaglighed som erhvervsrettet undervisning i folkeskolen
Forskningsprojektet 'Styrket praksisfaglighed i folkeskolen gennem erhvervspædagogiske praksisser' (PEP) synliggør, hvordan elever møder erhvervs- og arbejdsliv som led i folkeskolens praksisfaglige undervisning.
Projektet har til formål at udvide forståelsen af praksisfaglighed gennem en dybere indsigt i den erhvervsrettede undervisning, der praktiseres i folkeskolen. Undersøgelsens fund er relevante for både folkeskolen og for andre uddannelsesområder, der rummer erhvervsrettet undervisning som fx FGU og EPX.
Undersøgelsens centrale fund
Undersøgelsen identificerer tre former for erhvervsrettet undervisning:
- Udøvelse af et erhverv, hvor eleverne afprøver konkrete arbejdsopgaver på en arbejdsplads. Denne type er kendetegnet ved fysisk og sanselig interaktion med erhvervets materialer og arbejdsgange.
- Oplevelse af et erhverv, hvor elever møder fagfolk eller besøger arbejdspladser. Her får eleverne indblik i erhvervet gennem observation af arbejdsprocesser og de professionelles beskriver af erhvervet.
- Fortælling om et erhverv, hvor der arbejdes med materialer og beskrivelser uden direkte kontakt til erhvervet. Fokus ligger på, at eleverne undersøger erhvervet og efterligner relevante arbejdsopgaver i skolens egen kontekst.
De tre typer tilbyder eleverne forskellige mulige virkelighedsnære erfaringer med erhvervene og deres materialer. Typerne giver således lærere et bredt afsæt for at planlægge erhvervsrettede forløb; både med og uden erhvervets deltagelse.
Undersøgelsen peger på, at erhvervsrettet undervisning bidrager til:
- Elevernes almene dannelse
Lærerne ønsker både at give eleverne indblik i arbejdslivet og at styrke deres, faglighed, selvstændighed, ansvarlighed og generelle livsduelighed. Flere fokuserer især på at udvide elevernes horisont og forståelse af verden omkring dem.
- Fagligt udbytte øges, når skole- og erhvervsindhold bindes tæt sammen
Undersøgelsen viser, at graden af relatering mellem skolefagligt og erhvervsfagligt indhold varierer markant i de erhvervsrettede undervisningsforløb. Undersøgelsen peger dog på, at forløbende uanset graden af relatering styrker elevernes engagement, men at potentialet for fagligt udbytte svækkes i takt med at relatering mindskes.
- En varierede og engagerende undervisning
De erhvervsrettede forløb åbner for varierede læreprocesser, der styrker elevernes engagement i undervisningen gennem variation i arbejdsformer og læringsarenaer, forandring i rutiner og rammer, eller autenticitet, hvor eleverne møder virkelige opgaver, steder eller fagpersoner.
- Kvalificerer elevernes overvejelser om arbejdsliv
Undersøgelsen peger på, at mødet med konkrete erhverv, samt de tilhørende arbejdsopgaver og -vilkår, kan kvalificere elevernes overvejelser om uddannelse og et kommende arbejdsliv.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen bygger på et desk research samt et kvalitativt casestudie af otte erhvervsrettede forløb i 7. og 8. klasse. Datagrundlaget omfatter observationer, interviews med elever og lærere. Projektet er gennemført i regi af Center for Viden om Erhvervsuddannelser (CEVEU) af Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) på Københavns Professionshøjskole og Danmark Pædagogisk Universitet (DPU) ved Aarhus Universitet.