Projekt: Samarbejde om arbejdsrelateret sikkerhed og trivsel på grønne uddannelser
Projektet vil bidrage med ny viden og perspektiver på, hvordan institutionelle støttestrukturer omkring eud-uddannelser i praksis kan bringes i spil for at styrke elevers trivsel og sikkerhed og dermed deres gennemførselsmuligheder.
Danske erhvervsuddannelsers partsstyrede organisering og elevernes vekslen mellem
skole og oplæring betyder, at samarbejdet imellem erhvervsskoler og lærepladser (og
partssystemet) udgør en helt afgørende ramme for eud-elevers faglige udvikling og
socialisering ind i deres nye fag. Samarbejdet mellem skole, læreplads og arbejdsmarkedets parter skal bl.a. sikre, at eleven får oplæring i de praktikmål, der gælder for uddannelsen, forebygge frafald og sikre elevens arbejdsmiljø og trivsel.
Det er særligt for erhvervsuddannelsessystemet, at ansvaret for elevernes sikkerhed og trivsel skifter mellem elevens skole og arbejdsgiver i løbet af uddannelsen, hvilket er en af grundene til, at et godt skole/lærepladssamarbejde er afgørende vigtigt. Derfor fokuserer projektet på at undersøge og styrke dette samarbejde. Et delformål er således at undersøge, hvordan og på hvilke måder de Faglige udvalg (FU) støtter og hjælper eud-elever i relation til arbejdets relaterede sikkerhed og trivsel i oplæringen.
Centrale forskningsspørgsmål
1) Hvordan kan to erhvervsuddannelser indenfor det grønne område udvikle deres
skole/læreplads-samarbejde med henblik på at styrke elevers arbejdsrelaterede
trivsel og sikkerhed?
For at besvare dette spm. undersøges det:
2) Hvad kendetegner den eksisterende arbejdsrelaterede trivsel og sikkerhed for
eleverne på de to uddannelser?
3) Hvad kendetegner det eksisterende skole/læreplads-samarbejde rettet mod
elevernes arbejdsrelaterede sikkerhed og trivsel?
4) Hvilken rolle spiller de faglige udvalg aktuelt i at bidrage til eud-elevernes
arbejdsrelaterede sikkerhed og trivsel, og hvordan kan dette styrkes i fremtiden?
For at besvare disse spørgsmål samarbejder projektet med forskere fra Det Nationale
Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der er ansvarlige for at udvikle og indhente
spørgeskemadata om samarbejde, trivsel og sikkerhed i første oplæringsforløb på to
erhvervsskoler indenfor det grønne område, Skov-og naturtekniker-uddannelsen og
uddannelsen til gartner/anlægsgartner (jf. spm. 1 & 2). Her anvendes bl.a. en app, der
indsamler data om sikkerhed og trivsel på eud-uddannelser (spm.2). Tilpasningen af det
app-baserede værktøj, samt de data som både spørgeskema og app genererer, udgør et
selvstændigt resultat af projektet, som de udvalgte eud-uddannelser kan anvende
efterfølgende.